Il maestro -
om min tid som operadirigent
Il maestro -
om min tid som operadirigent
Uddrag af Steen Lindholms erindringer "Melodien der blev ved", udkommet hos Forlaget Bostrup ©
Allerede i december 1985 var stillingen som Korsyngemester ved Det Kgl. Teater, dvs. chef for Det Kgl. Operakor, - blevet opslået ledig med virkning fra den 1. august 1986. Det var mit livs drømmestilling, så der var ingen tvivl i mit sind: jeg skrev øjeblikkelig min ansøgning og sendte den af sted. "Syngemester" er en smuk, gammel titel, som går helt tilbage til 1700-tallet, og stillingen var ud over den tilsvarende chefstilling for Radiokoret den eneste i landet, som gav fuld beskæftigelse for en kordirigent. Naturligvis var der et hav af ansøgere, og udvælgelsesprocessen tog tid, dels på grund af Operakorets indbyrdes stridigheder, dels fordi man gerne ville prøve en australier af, som også havde lagt billet ind på jobbet, men i forsommeren 1986 ringede operachef Poul Jørgensen og meddelte mig, at han efter konsultationer med Operakorets bestyrelse havde udvalgt mig til stillingen. Ikke overraskende var en del af koret, deriblandt ganske mange damer, faldet for den udenlandsk talende australier. Poul Jørgensen skar imidlertid igennem og gjorde sin opfattelse gældende: at dirigenten for operakoret på en scene, hvor man stadig sang operaerne på dansk, også måtte være en person, som havde et første hånds kendskab til det danske sprog, og blandt de danske ansøgere var jeg klart den, som flest medlemmer af Operakoret havde peget på. Så jeg kunne flytte ind på kapelmestergangen på øverste etage af bygningen i Tordenskjoldsgade i august...
Tryllefløjten
"Tryllefløjten" var en meget populær forestilling, og der var næsten altid
udsolgt. Frem til 1989 spillede vi den 44 gange, - det kan jeg sige temmelig
nøjagtigt, eftersom jeg fra min første forestilling førte dagbog over alt, hvad
jeg var med i. Ind imellem skete der, som altid på et teater, morsomme ting, som
når slangen i indledningsscenen var indisponeret og faldt ned med et mægtigt
knald, før Nattens Dronnings tre damer fik en chance for at gøre det af med den.
Eller hin novemberaften, hvor årets nye rødvin fra Beaujolais-distriktet under
stor pressebevågenhed netop var ankommet til Danmark. Da Peter Rasmussen i
præstens skikkelse kom op gennem en gulvlem med en karaffel rødvin og et glas i
hånden, løftede han glasset og forkyndte med høj røst til publikum i salen:
Operakapelmester i Island
Flyet til Ísland afgik klokken halv to om eftermiddagen, så det var bare om at komme ud af fjerene. Jeg havde ledet "Carmina Burana" adskillige gange tidligere, både i versionen for kor, to klaverer og slagtøj, og i den fuldt orkestrerede version, - for resten et overordentlig morsomt partitur at dirigere med de mange blandede taktarter, inciterende rytmer og masser af slagtøjsinstrumenter, - så jeg havde mit eget orkesterpartitur stående på hylden, et stort, uhåndterligt eksemplar, som knapt kunne være i en almindelig dokumenttaske. Jeg brugte formiddagen til at få fat i en flyvebillet og få fri fra Det Kgl. Teater, eftersom dette fandt sted under min virksomhed som syngemester på Den Kgl. Opera. Men selvfølgelig var min chef Poul Jørgensen klar til at hjælpe en islandsk kollega i nød.
På den omkring tre timer lange flyvning fik jeg et gangsæde, således at jeg kunne sidde og læse på lektien. Det store partitur krævede plads, så jeg sad halvt ud i midtergangen og var til betragtelig gene for stewardesserne, når de skulle forbi med deres vogne. Men med lidt velvilje gik det altsammen, og vi landede planmæssigt i Keflavík lufthavnen, hvor Garðar ventede på mig. I hans bil kørte vi direkte til operaen. Ved ankomsten til operaen i Gamla Bío var klokken hen ad atten, og forestillingen skulle begynde klokken tyve. Garðar havde været forudseende og rigget et TV-apparat og en videomaskine op, således at jeg kunne se forestillingen og høre de tempi, man sædvanligvis brugte. Samtidig kunne jeg mærke mig, hvor længe balletdanserne hang i luften, hvorledes sceneskiftene foregik osv. osv. Det var meget nyttigt. Nogen prøve var der ikke tid til, så jeg spadserede blot ned i garderoberne før forestillingens begyndelse og præsenterede mig for solisterne som kirurgen for den patient, han skal operere nogle minutter senere. "Det er mig i aften", sagde jeg beroligende.
Forestillingen begyndte med et blackout, hvilket betød, at både orkester og dirigent skulle være på plads et par minutter inden tæppet gik. Så jeg sneg mig ind på dirigentpulten og hilste på den (polske) koncertmester og nikkede til musikerne. Mens jeg sad der og ventede på, at lyset skulle gå ud, indfandt nervøsiteten sig. Sædvanligvis er jeg ikke specielt nervøs, når jeg skal dirigere, jeg føler mig blot sat op til at præstere noget og glæder mig til at give mig musikken i vold. Men denne aften begyndte det pludselig at gå op for mig, hvad jeg havde indladt mig på: uden prøve at dirigere "Carmina Burana" med et orkester, jeg ikke kendte, og nogle solister, hvoraf jeg blot havde samarbejdet med én tidligere. For slet ikke at tale om Den Islandske Operas kor.
Selvfølgelig gik det fremragende. Det gør den slags næsten altid, fordi samtlige medvirkende i en sådan situation mobiliserer al deres professionalisme. Det havde jeg også ind imellem oplevet på Kongens Nytorv, når der pludselig stod en fremmed mand i orkestergraven. Men jeg kan ikke påstå, at jeg personlig havde den store fornøjelse af denne forestilling. Jeg var simpelthen for koncentreret. De to efterfølgende forestillingsaftener havde jeg det til gengæld pragtfuldt, - nu havde jeg haft min prøve i form af den første forestilling...
Hvis du har fået lyst til at læse mere, kan "Melodien der blev ved" bestilles bl.a. hos DanMus, tlf. 4353 3808. Eller pr. mail danmus@danmus.dk
